Jeg har da også et juletrauma

Der har været det her tema om juletraumaer i nogle år på juletrauma.dk og twitter. Der er nogle vilde historier på siden. Ubehagelige og eftertænksomme. Min veninde har skrevet et herligt indlæg om hendes juletrauma eller mangel på samme den 13. december. Læs det og bliv i godt humør!

Jeg er kommet frem til, at julen slet ikke behøver være slem, hvis jeg bare tager den lidt med ro og nyder de muligheder for hygge, samvær og afslapning, der byder sig. Alt kan overdrives. Julepynt og gaveræs kan overdrives, så det hænger en ud af halsen. Men i år kan jeg uden tøven sige, at jeg for første gang siden 2005 er i totalt jule-zen. Jeg har pyntet op og faktisk hygget mig med det. Jeg har holdt to fantastiske julefrokoster i min lejlighed for dejlige mennesker. Og jeg har været til to julefrokoster hos andre, som var lige så dejlige. Jeg har næsten købt alle julegaverne, og jeg har sendt et postkort med et billede af mine søskende og mig til vores bedsteforældre. Fordi vi ved, de bliver så glade for det. Hvor svært kan det være?

Mit juletrauma handler om gris på gaffel og lidt om 2005, som bare var et herre dårligt år!! Det sidste er baggrunden for, at jeg sagtens kan sætte mig ind i de mange traumaer, der udfoldes på juletrauma.dk. Heldigvis er jeg fri af mit trauma – i hvert fald i år.

Sprøde svær
Til en julefrokost i sidste weekend lavede jeg en flæskesteg med sprøde svær. SPRØDE SVÆR, siger jeg! Jeg var pænt stolt af mig selv. Især fordi jeg op til den 14. december 2013 har haft en track record, der lød på 100 % bløde svær. Det er baseret på et totalt fejlslagent forsøg i 2005. Jeg havde fået tjansen med flæskestegen den første jul uden mor som fars faste køkkenhjælper. Jeg stod for en flæskesteg, der aldrig kom i nærheden af at være saftig og slet ikke sprød på toppen. Til gengæld var den salt som bare fanden. Det var et trist resultat. Men jeg serverede den alligevel. De fleste i familien valgte at spise and.

Min flæskesteg blev hånet og grinet af. Men det var ok, for det var en joke om mine manglende evner for julemad, som vi det år havde umanerligt meget brug for. Min onkel drillede mig så meget, at han fik en sølvpapirspakke med de klamme gummi-saltede svær med hjem til Fyn. Siden har jeg holdt mig langt fra at kokkerere traditionel julemad – lige bortset fra ris a la manden, som jeg de seneste år har fået lov til at aflaste mormor for at stå for.

Min track record er nu fifty-fifty. I lørdags var sværene så sprøde, at jeg næsten kneb en tåre. Jeg stillede den stolt på bordet. Der var dog så meget kød til den julefrokost, at hele flæskestegen slet ikke blev spist op. Men sjovt nok blev alle sværene pillet af og snacket. Det tager jeg som en ros – også selvom jeg nok selv har spist halvdelen i ren og skær glæde over, hvor gode de var blevet. Jeg ringede og fortalte mormor, at jeg nu kan lave flæskesteg med sprøde svær. Hun svarede: ”Hvor er du blevet dygtig”. Blevet? Tja, i hendes bog handler det nogle gange om, hvor god jeg er til at lave traditionel mad. Især når jeg ikke kan præstere nogen oldebørn.

Anyways, hvis der skal holdes julefrokost i fremtiden, så kan jeg altså nu stå for flæskesteg, så fuglene synger!

Glædelig jul til alle!