Mandag morgen i Toscana

Jeg sidder lige i mørket helt stille og skriver. Lyset trænger meget sparsomt ind fra de få vinduer og døren, der er i de tykke mure. Det er vist meget klassisk for italiensk byggeri. Om sommeren holder det varmen ude, og her til morgen gør det lejligheden kold og mørk, men det gør ikke noget. For lige om lidt går vi ud i morgensolen på terrassen, får os noget rødkit ost på ciabatta brød, og derefter går vi ned på den lille plads i byen og drikker den dejligste morgenkaffe.

Det er lidt tidligt, men jeg kan ikke sove mere. Fuglene uden for vinduet er oppe, og de synger så smukt. Der er endnu dug i vinrankerne og oliventræerne mens solen langsomt kravler opad, og varmer det hele tørt. Endnu en dag i Toscana. Her er fantastisk. Magisk. Overvældende. Smukt. Det virker så fjernt fra hverdagen derhjemme, at sidde her en mandag morgen og bare se frem til at nyde og opleve på den mest ubesværede måde.

IMG_1012Måske er det hele også så magisk, fordi vi dagligt marinerer vores blodårer i gærede druer på glas. Det kan jeg ikke afvise. God hvid- og rødvin er nu engang bare en af Toscanas mange glæder. Det tager vi med, og nyder det i fulde drag. Et par flasker om dagen er da ingen skam. Det er skønt. Et glas ved poolen, mens solen går ned, udvikler sig efterhånden til, at flasken er tom. Og så er det jo tid til at få noget mad med dertil hørende … ja.

Vi bor i den lille middelalderby Volpaia, hvor der kun bor 50 mennesker fast. De arbejder alle på den ene eller anden måde med Volpaias vin- og olieproduktion. Og hvis ikke de laver vinene, så står de får rundvisninger for turister som mig eller serverer mad og vin på de tre restauranter i byen. Jeg kan i dag se frem til at spise frokost med Volpaias ejers datter, Federica. Det skyldes mest mit efternavn, og at min onkel skal til at samarbejde med Volpaia om salg af deres vine i Asien. Så jeg er lige sådan en fremskudt business partner i dag. Ej, jeg har lovet at opføre mig ordentligt. Asien skulle jo gerne få mulighed for at smage Volpaias fantastiske vine fremover. Jeg ser frem til at møde hende og spørge ind til byen, olien og vinene.

IMG_1101Efter middagen skal vi til vinsmagning og rundt på vinmarkerne. Her kan vi få svar på endnu flere spørgsmål og fortsætte smagningen af Volpaias vide katalog af vine. Jeg skal have smagt Balifico-druen. Både fordi vi bor i Balifico-lejligheden, men også fordi jeg har spottet, at det er en af de dyreste vine i kataloget. Hvordan kan det være? Er den drue særlig fin? Det er da også lidt rart at tænke på, at det værelse jeg bor på har fået sit navn efter den fine drue. Lidt kvalitetsbevidst er man vel. Og så slutter vi lige dagen af med middag. Selvklart!

Det er det, jeg ser frem til i dag, mens jeg sidder her i en velindrettet middelalderlejlighed på toppen af et “bjerg” i Toscana. Når jeg går uden for døren om lidt, er der vinranker og olieplanter så langt øjet rækker, og jeg har tænkt mig at nyde god mad og vin hele dagen. Så ved du det!

IMG_0902

Da jeg troede en lille del af mig var blevet slettet …

Det er længe siden, jeg har skrevet her på bloggen. Det er også længe siden, at jeg har været forbi og tjekke statistikken for bloggen – hvilket jeg egentlige gjorde i et godt stykke tid efter mit seneste indlæg i starten april. Men da jeg så huskede, at jeg havde en blog i løbet af august og ville kigge lidt på statistikken igen og læse om min tur til New York i oktober 2013, var det alligevel over tre måneder siden, jeg sidst havde været der, og der var desværre sket noget med mine sider.

Suspenderet! Det stod der hen over skærmen fra surftown, hvor jeg har købt domænet. Og med småt stod der noget i retning af: Hvis du har været suspenderet i tre måneder og fx mangler at betale regninger, så sletter vi domænet. Shit, der kunne godt være gået tre måneder. og shit, har jeg glemt at betale en regning – hvornår har jeg fået den? og SHIT, er min blog blevet slettet?

Især shit til det sidste. For jeg har ikke nogen back-ups af nogen af teksterne fra bloggen, fordi min computer for nyligt har oplevet the-blue-screen-of-death, uden at jeg har fået gemt indholdet. Så det kunne i princippet godt være slettet det hele. Det kunne være væk. Og selvom det bare er ord, så er det ord, der har betydet meget for mig, og som er blevet en del af mig.

Det gjorde vitterligt ondt i maven, og jeg begyndte langsomt at forstå, hvor vigtig den blog har været. Det har jeg jo skrevet om på bloggen før, men det var først med følelsen af at have mistet den, at det stod helt klart for mig, hvor meget den har betydet. Alt det der med at skrive sig selv ud af en svær situation som arbejdsløs, følelsen af at jeg gennem skriveriet kunne handle frem for at se passivt til og ikke mindst at læse det indlæg, som gjorde, at jeg faktisk fik et job. Det manglede jeg lige pludselig. Og så blev det også lige pludselig vigtigt at finde de andre indlæg om rejsen til New York, turen i teater, hyldesten til kaffe og mine tanker om Airbnb. Det var i bloggen at mit skrivegen blev vagt til live. Noget jeg altid har overvejet, om jeg skulle dyrke mere, og som jeg fik en lille smule afløb for lige der. Var det hele væk?

Puha!
Du kan jo nok regne ud, at det var det ikke. Ellers kunne jeg jo ikke skrive nu – her på bloggen. For det krævede bare ihærdig supportering fra en surftown-medarbejder og betaling af en enkel regning, så var jeg på bloggen igen. Det tog desværre bare en hel uge for mig at få en forsikring om, at det ikke var slettet, og i den uge føltes det som om, en lille del af mig var væk. Den lille del, hvor jeg havde skrevet ned, hvordan det var og er at være i proces med sig selv hele tiden. En proces som jeg kan mærke, at jeg stadig er i og nok altid vil være i. For det behøver ikke kun at være som arbejdsløs, at tingene er svære eller udfordrende. Det  kan sgu også være svært at have et job og kende sig selv rigtig godt i den sammenhæng. Når rammerne skifter eller ens egen rolle er uklar, så kræver det, at man mærker efter, siger fra eller byder ind. Det var jo netop derfor, at jeg pludselig huskede, at jeg havde en blog i august. For det kunne jo være, at Katrine i august kunne lære noget af Katrine i januar, februar og april. Og da jeg endelig fik adgang til bloggen igen, så var det lige præcis, hvad jeg kunne. Tak, til mig selv!

Men det gav mig også blod på tanden til at skrive herinde igen. Fordi der stadig er så meget at skrive om. Jeg stoppede bl.a. med at skrive, fordi jeg ikke længere var arbejdsløs, og jeg ikke kunne se, hvordan jeg kunne skrive om mit arbejdsliv, uden at det ville inddrage mit arbejde og evt. konkrete arbejdssituationer. Det havde jeg ikke lyst til at skrive om. Det tror jeg imidlertid godt, jeg kan nu. Jeg kan i hvert fald godt forsøge at skrive med udgangspunkt i mig selv. Det er vist det, der fungerer bedst for mig. Og jeg mener, der er noget at skrive om igen. For der er stadig tusind ting der rumsterer inde i mit hoved, selvom jeg ikke er arbejdsløs. Det holder sgu aldrig op :)

Rationaliseringer i påsken

Så gik der næsten to måneder, hvor bloggen kun lige har strejfet mig momentvis. Men ikke nok til at jeg har sat mig ned og skrevet nogle af alle mine tanker ned. Heller ikke selvom der fortsat har været masser af dem. Jeg diskuterer stadig med mig selv. Forskellen er, at der i øjeblikket ikke er noget, jeg skal skrive mig selv ud af. Jeg har ikke det samme behov for at bruge bloggen som et værktøj til at skrive mig ud af en super presset situation – som da jeg var arbejdsløs. For det lykkedes jo at få et job!

Hvis bloggen skal fortsætte, skal jeg omstille mig til at skrive mig videre til noget andet. Det er lige en proces, når min tilgang til bloggen har været ret ensidigt noget andet.

Men på sådan en højhellig langfredag, hvor vi alle sammen mindes det store offer Jesus gjorde for alle vores synder … tjaaa, eller mens jeg venter på at tøserne kommer til påskemiddag i aften, så skriver jeg lige lidt igen.

offentligt smil

Et opslag jeg har hængende på min væg.

Rationalisering
I de to måneder jeg ikke har skrevet, har jeg brugt tiden på at nyde at have et job. Nyde at være lidt smadret efter arbejdsdagen og bare smide mig på sofaen eller gå en tur i forårsvejret med et stort smil på læben. Nydt at 1½ år som arbejdsløs kan puttes i kassen: ”Det gør jeg ikke igen”. Nydt at finde ud af at jeg er startet i et job, som, lidt by surprise, viser sig, at være det der samlede alle trådene og er noget af det, jeg er aller bedst til. Halleluja!

Jeg nyder bare at være ekstremt glad for mit job i det offentlige! (nærmere bestemt KS = Koncern Service i KK = Københavns Kommune) Det er lidt uforståeligt engang imellem, når jeg sammenligner stemningen i mit hoved nu med stemningen for bare et år siden. Det er en ret stor forskel. Så man kan beskylde det offentlige for meget, men ikke for at være en dårlig arbejdsplads for mig.

Efterrationalisering
Når jeg ser tilbage på arbejdsløsheden som den foldede sig ud for mig i 2012-13, så er det usikkerheden, der står klarest frem. Usikkerheden gjorde, at jeg ofte tvivlede på mine valg. Både dem jeg havde taget, og dem jeg var i gang med at tage. Jeg løb efter tanken om at være noget jeg kunne se andre var, og som jeg havde bildt mig selv ind, at jeg blev nødt til at være. I ræset om at sælge sig selv i ansøgninger og samtaler, har jeg alt for ofte haft et misforstået fokus i forsøget på at leve op til nogle forventninger, jeg ikke kan være sikker på, var der. Det kan lyde dumt. Jeg ved det godt. Men det er nemmere, at skrive om erkendelsen nu end at forstå det, mens det skete.

Og så står man her i bagklogskabens klare lys – shit, det er et stærkt lys – og tænker på, hvorfor jeg  ikke satte mere pris på det, jeg er god til dengang. Jesus (i dagens anledning), der skal åbenbart et meget klart lys til, før jeg fattede det sådan rigtigt. Ligesom jeg på årsdagen for min mors død skrev om, hvor vigtigt det er, at tale om svære ting som sygdom og død, så er det ligeså vigtigt at tale eller skrive om, hvor fucking svært det er, at finde ud af hvilken vej man skal vælge at gå. Det der job er jo bare et job, men det betyder afsindigt meget, at det er noget, man kan lide at lave. Så jeg føler mig heldig og god på samme tid for tiden. Og det er dejligt.

Fremtidsrationalisering
Det vigtigste i hele denne rationalisering er, at selvom jobbet er fantastisk, så er det heldigvis ikke det eneste der holder mig i så godt humør. Det er heldigt, når nu det er en midlertidig ansættelse. Jeg er ikke sikker på fremtiden. Jeg kan risikere at være arbejdsløs igen til sommer, men ændringen er, at jeg nu er klar over, hvad det er, jeg er god til , hvad jeg kan tilbyde, og hvad det er, jeg vil blive bedre til fremover. Så jeg vil vove at påstå, at jeg står en del bedre i ansættelses-gamet.

Og derfor vælger jeg i skrivende stund at fokusere på en ting i den nærmeste fremtid: med en tak til Jesus for at han ofrede sig, så jeg kan holde fri i dag og nyde Italienske fristelser med damerne i aften uden at føle den mindste behov for syndsforladelse. Amen

Oscar-uddeling: flere hak på listen

Oscarstatuetterne bliver uddelt om et par timer, og jeg kan lige nå at tilføje, at jeg har fået sat nogle flere hak på min filmliste. De andre film på min liste kan ses her

CateBlue Jasmin
Endelig fik jeg set den! Og som forventet blev jeg ikke skuffet af Cate Blanchetts præstation. Woody Allen har præsteret en helt typisk kvinde-skildring fra hans hånd. Hele filmen er i det hele taget ret typisk ham. Lige fra fonten i introduktionen, musikken undervejs til de finurlige dialoger er det alt sammen et vidnesbyrd om Woodys fortællestil. Historien er ikke særlig ny fra hans hånd og heller ikke super overraskende. Men Cate Blanchett gør historien medrivende og interessant. Hun er fantastisk som selvoptaget, halvpsykotisk, alkoholisret, snob, der ikke rigtig har noget til overs for andre end sig selv og hendes misforståede opfattelse af, hvad et godt liv er. Selvom jeg var ret imponeret af Meryl Streep i August: Osage County, så tror jeg nu, at det bliver Cate Blanchett, der tager statuetten i nat som bedste kvindelige skuespiller.

12 Years a Slave
Jeg tænkte umiddelbart, at den her film var en lille smule uoverskuelig og en lidt for tung omgang. Og ja, det er en tung omgang. Men det skal det jo også være, når det handler om et så ømtåleligt emne som slavetiden i USA. Det giver dårlig samvittighed at tænke på, at jeg i første omgang ville skåne mig selv for denne historie. En sand historie som ikke bør glemmes eller undgås. Skåne mig selv for de sølle tre timer filmen varer og de efterfølgende timer, hvor man går ud i den københavnske virkelighed og føler sig heldig og samtidig endnu mere samvittighedstynget. Tynget over det fuldstændig absurde i, hvor onde mennesker kan blive af uvidenhed og indbildninger. For man søger efter en forklaring og en undskyldning. Men intet hjælper. Jeg gik ud i den sene søndag eftermiddag i en dansk tryghedsboble med foruroligende indre billeder af en kvinde, der tigger og beder om at blive slået ihjel for at slippe for endnu en dag i helvede på jord, og en mand, der den ene dag var sikker i sin frihed i nordstaterne, for den næste dag at være papirløs og bundefanget på det groveste i sydstaterne til et liv væk fra hans liv, job, familie, respekt og værdighed. I 12 år! Den her film er vigtig at se. Fordi historien er vigtig. Fordi vi ikke skal glemme og altid skåne os selv for de svære historier. Så hvis du tøver, så drop det og se filmen. Selvom den til tider er storladen og tydeligt produceret i USA (af bl.a. Brad Pitt), så er historien så vigtig, at jeg næsten får dårlig samvittighed over bare at have et par kritikpunkter. Jeg tror på, at det her bliver vinderen af statuetten for bedste film. Akademiet kan nærmest ikke tillade sig andet.

The Act of Killing
Denne dokumentarfilm kan jeg faktisk ikke hakke af på listen endnu, men da den skal ses i morgen, så nævner jeg den alligevel her. Det er ikke ligefrem en hyggefilm, der venter mig og mine søskende i morgen, men ligesom 12 Years a Slave er det en vigtig historie om menneskets historie som ond, ondere og ondest. Og denne film er endda en ubehagelig understregning af, at ondskaben fortsat er derude. Indonesiens dødspatruljer har ikke skulle stå til ansvar for noget. Det skal de måske nu med denne dokumentar. Måske er det naivt af mig at tro det. Det er i hvert fald tragisk, at de ikke angrer eller kan se noget forkert i deres handlinger. Puha. Jeg har allerede spået, at den her film vinder som bedste dokumentar, og det tror jeg fortsat.

Oscar-uddeling: Jeg har et par bud!

Jeg får set en del film i biografen for tiden. For det bugner jo med lækre film op til den 86. Oscar-uddeling den 2. marts i år. Jeg har i den anledning lavet mig en liste over de film, jeg bare skal have set, og jeg er ret godt med. Herunder lægger jeg ydmygheden på hylden og uddeler lige de der Oscars, som jeg synes, de skal uddeles. Jeg tager samtidig forbehold for, at jeg slet ikke har set alle filmene. Sådan er det bare. Det er min Oscar-uddeling. Man skal jo også have lyst til at se filmene!

Amarican Hustle
Amerikanere har skruet forventningerne til den her film en lille smule for højt op. Filmen er helt sikkert underholdende, men den lider også under en alt for tynd historie. Det der har imponeret amerikanerne er nok det blændende skuespil og udviklingen af karaktererne. Det er bare ikke helt nok for mig. For mig har Amy Adams derfor ingen chance for at vinde bedste kvindelig hovedrolle, selvom hun fik en Golden Globe. Det er der alt for stor konkurrence i Oscar-feltet til. Jennifer Lawrence har i mine øjne større chance for at vinde bedste kvindelige birolle. Hun er for charmerende som dum blondine, og så er Hollywood jo helt pjattede med hende. Filmen kan også vinde Oscaren for Costume Design og Makeup and Hairstyling. Fordi de 70’er outfits bare er to die for. Ikke mindst Bradley Cooper med papillotter er et syn, jeg sent vil glemme!!

LeoWolf of Wall Street
Alt hvad Leonardo DiCaprio er med i, er en gave til biografgængere. Han er ikke bare lækker. Han er gennemsyrende god til det, han laver. Det er aller bedst, når han er en lille smule psykotisk eller slesk, og det ikke bliver alt for poleret. Den del er sikret i Wolf of Wall Street. Det var en total nydelse at blive underholdt af ham i over to timer. Mmmm. Mere DiCaprio, tak! Men selvom DiCaprio og birollen Jonah Hill gør det godt, og der er smæk på fra første minut, så mangler jeg lige det sidste for at kunne give dem eller filmen nogen af de priser, de er nomineret til. Nå nej, Mr. Scorsese kan få en statuette for bedste instruktør. Men der er mange, der står i kø til den pris. Men når nu Lars von Trier ikke kan vælges, så må Scorsese gerne få den.

StreepFamilien
Familien – eller August: Osage County som den hedder originalt – er en fantastisk film. Filmen stod faktisk ikke på min liste. Jeg havde ikke hørt om den. Men med Meryl Streep i hovedrollen, så går det sjældent helt galt. Det skal her lige indskydes, at jeg vælger at overse hendes rolle i Mamma Mia, for det gik da totalt galt. Men det ku’ man måske have sagt sig selv. August: Osage County er efter min mening en rigtig fin film om en totalt forskruet familie, der får en til at prise sig lykkelig over sin egen. Det er særligt Meryl Streeps skuespil i rollen som den usympatisk og manipulerende mor, der gør filmen ekstra god. Hun skal helt sikkert have en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Julia Roberts gør det også rigtig godt som den ældste datter, der meget mod sin vilje opdager, hvor meget hun ligner sin mor. 90’ernes darling kan godt true 10’ernes darling Jennifer Lawrence som bedste kvindelige birolle – og det håber jeg faktisk.

Leo 2

Dallas Buyers Club
Skøn film, stærk film, vigtig historie. Matthew McConaughey vinder by far en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Han har åbenbart fået ny agent. Og sikke en forandring. Hvor er der lavet mange skodfilm med hans vaskebræt, som ulideligt trækplaster. Spild af tid! Men på det seneste er manden jo med i den ene succes efter den anden. Og det er ham, der skaber succesen. Af det jeg har set ham i, så er Dallas Buyers Club toppen af hans karriere. Der må gerne komme meget mere. Og han bakkes samtidig op af en helt genial Jared Leto som charmerende transseksuelt narkovrag i birollen, så han skal efter min mening også have en Oscar som bedste mandlige birolle (Nej, Bradley Cooper. Dine papillotter kan ikke slå Rayons fancy paryk!)

Jagten
God film. Vigtig historie. Men jeg er altså ikke helt i skyerne som så mange andre. Nymph()maniac er meget bedre, selvom den er lige lidt for lang!!! Og så taler vi ikke mere om det.

Oscar har overset:

Frances Ha
En lille perle af en film. Greta Gerwig burde efter min mening være nomineret til en Oscar. Hun ville ikke kunne slå Streep, men nomineringen kunne hun godt have fået. Men uden at have set alle film i Oscar-feltet, så må jeg nok acceptere, at hun ligger lige udenfor de endelige nominerede. Hun fik sit shine til Golden Globe, hvor de har valgt at have to kategorier for de bedste hovedrolle, og her kunne hun snige sig med i kategorien for musical og komedie. Fair nok.

AdeleAdéles Liv
Jeg forstår ikke, hvorfor Adéles Liv ikke er med i opløbet til Foreign Language Film??? Den kunne efter min mening fint tage pladsen for Jagten eller en af de andre. Jagten vinder alligevel ikke. Efter min mening var Adéles Liv en af de bedste film, jeg så i 2013. Og så er Adéle for lækker, og hendes hår er helt magisk. Hun kunne næsten få mig til at overveje at blive lesbisk, men så så jeg en plakat med Leonardo på vej ud af biografen, og så var det  kureret.

Nogen af dem jeg ikke har set endnu:

Gravity
Jeg har hørt mange anbefalinger af Gravity. Den skulle være storslået, nytænkende og mega nervepirrende. Jeg har derfor haft den på min liste, men kombien af Sandra Bullock og rumdrama er i sidste ende, ikke noget der trækker mig i biografen. Jeg tror simpelthen ikke, jeg får set den.

Blue Jasmin
Jeg har desværre ikke fået set Blue Jasmin endnu. Den ligger højest på min liste pt. Og det kan godt være, at Cate Blanchett slår Streep på mållinjen. Det ligger lidt i kortene, hvis man skal tro på sammenhængen mellem Oscar og Golden Globe. Derfor må jeg snart få set den film. Og hey, det er en Woody-film, så det er nærmest naturstridigt, at jeg ikke har set den endnu.

The Act of Killing
Den skal bare ses, og jeg har på fornemmelsen, at den bare skal vinde en Oscar for bedste dokumentar. Jeg har haft en aftale med lillebror i over et halvt år, om at se den med ham, så nu må det snart være. Vi har to uger til at nå det i!

Den store skønhed
Jeg har bare ikke helt fattet italienske kærlighedsfilm endnu. De er bare alt for rendyrkede. De er ikke skøre nok ligesom de spanske, og de er ikke sorte nok som de franske. Derfor kommer jeg nok heller ikke til at se den her, selvom om den sikkert vinder for Foreign Language Film.

Before Midnight
Der findes åbenbart en triologi her, som er gået min næse helt forbi. Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og nu Before Midnight. Det er min plan, at de alle skal ses. Derfor har jeg ikke været inde og se Before Midnight, for jeg skal lige have set de to andre film først.

12 years a slave
Den vandt jo som bedste film til Golden Globe. Så den skal måske ses? Brad Pitt har åbenbart noget med år. 7 år i Tibet og 12 år som slave. Puha. Det lyder som en tung omgang. Måske er det en af dem, jeg venter med. Hvis den får en Oscar, så kan det være.

Her
Forelsket i Siri? Que? Men ok, hende der Scarlett Johansson har da en ret lækker stemme, så det er da ikke så mærkeligt at Joaquin Phoenix forelsker sig. Og så alligevel. Hmmm. Selvom plottet virker ”lidt” urealistisk, så vægter det tungt, at instruktøren Spike Jonze før har brudt med normerne og udfordret virkeligheden på fedeste vis. Særligt med Being John Malkovich. Det er grunden til, at jeg virkelig overvejer at se den.

Jeg er ret spændt på at se, om mine forudsigelser går i opfyldelse ved Oscar-uddelingen den 2. marts 2014.

4. februar

Den 4. februar er en helt almindelig dag i en kold tid for mange, men for mig er det også en dag, hvor jeg mindes og savner ekstra meget. Jeg savner min helt fantastiske mor, som jeg ikke har mere. Som jeg for ni år siden mistede til kræft den 4. februar 2005. Jeg var 22 år gammel. Det er både længe siden og samtidig føles det … ikke som om, det var i går men bare tæt på. Mest fordi mindet om den dag bare er så stærkt. Det vil det nok altid være.

Det er ikke blevet mere i orden, at have mistet hende. Men det er en realitet, jeg har måttet acceptere, og som jeg lever med hver dag. Jeg brugte en del år på at savne, sørge og føle, at livet var uretfærdigt. Jeg brugte også for lang tid på at finde vejen ud af det, fordi jeg troede, jeg skulle klare det selv og ikke besvære for mange andre med mine tanker. Men det vigtigste jeg har lært ved at miste min mor er, udover hvor fantastisk hun var, og hvor meget jeg elsker hende, at det kun har hjulpet at tale om tabet og savnet. De tidspunkter, hvor jeg har lukket af og lukket mig inde har været de hårdeste. Når jeg har åbnet op, talt og tilladt mig selv at være sårbar, har jeg fået så meget igen, at det har været med til at fokusere på de gode minder frem for det uretfærdige tab. Så dette indlæg er derfor allermest en opfordring. En opfordring til at tale om det, der er svært!

Livstruende sygdomme og deres følger er omgærdet med alt for meget tabu, og det vil kun gavne, at gøre op med det. Tal om frygten. Tal om kærligheden. Tal om sorgen. Tal om glæden, der blandt andet ligger i minderne. For helt ærligt. Måske skal man ikke lægge skjul på, at det at miste en forælder i så ung en alder er så fandens hårdt, uretfærdigt og lammende, at man ikke kan andet end at tude. Det er helt ok. Og selvom det ikke er lammende for mig mere, så er det stadig et stort savn. Et savn jeg nu har levet med i ni år. Hvis ikke vi taler om de ting, der gør ondt, så æder de os op indefra. Det gør det i hvert fald for mig.

Privilegeret at have haft hende
Jeg savner min mor hver eneste dag. Som årene er gået, er jeg blevet mere og mere opmærksom på, hvor privilegeret jeg har været. Ikke fordi jeg nogensinde har været i tvivl. Hun var verdens bedste mor. Det ville de fleste nok sige om deres mor eller far. Men oplevelsen af at have manglet hende i ni år, har givet mig muligheden for at reflektere over, hvor meget hun har betydet for mig – og stadig betyder. Det er det, der gør det så ubeskriveligt hårdt at miste.  Som præsten sagde i kirken:

”Prisen for at eje meget er at have meget at miste. Jo mere vi elsker, jo mere vil vi en dag komme til at savne. Kærligheden gør os sårbare, udsatte og skrøbelige.”

Ja den gør! Vi er sårbare hele tiden. Men kærligheden til andre mennesker er også det, der får os til at leve livet og gør os stærke. Den får os også til at komme videre og finde nye veje, der gør vores liv betydningsfuldt.

”Man siger ikke hun, om en der er i lokalet!” Det har min mor sagt en del gange i forsøget på at banke lidt dannelse ind i knolden på mig. Nu er hun ikke i lokalet mere. Hun er her i hvert fald ikke fysisk. Men hver gang jeg møder nogen, der kendte hende, voksede op med hende, eller som har delt sorger og glæder med hende, så er hun en lille smule til stede i lokalet. Undskyld, så er MOR en lille smule til stede i lokalet. Det er rart!

Som da jeg var til det årlige møde i sensommeren 2011 mellem mors studieveninder. Før 2005 var de seks. Nu er de fem. De mødes heldigvis og selvfølgelig stadig. Denne gang blev mødet afholdt nær København, og jeg deltog. Det var hyggeligt. Jeg sad rundt om spisebordet med dem. De fortalte sjove historier om udlandsrejser og studieforløb, som de seks havde været på. De fortalte om mor. Lige pludselig var hun bare så meget til stede i lokalet, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. De her damer rummer så meget af min mor, at jeg blev helt overvældet. Og det påvirkede selvfølgelig også dem. Men det blev en helt fantastisk tudetur, hvor jeg bagefter tænkte, at der er så meget at vinde ved at åbne op.  Det er blot et af mange eksempler på, hvor meget mere man får ud af at dele frem for at holde tankerne og følelserne for sig selv.

4. februar 2005 var den værste dag i mit liv. Den 4. februar 2014 er en dag med savn, men også fremsyn, accept og glæde ved al den kærlighed, der er omkring mig.

Dum i trafikken!

I onsdags nævnte jeg i et indlægget Den der følelse … #2 kort min frustration over den københavnske trafik og især morgentrafikken, som jeg nu er kommet i nærkontakt med. Og jeg vil nu give den frustration lidt luft. For det er helt ufatteligt, hvor meget dum trafik der kan opleves og observeres. Jeg brokker mig herunder over alle de andre, men må jo desværre også selv krybe til korset – og så er det endda dokumenteret (forklaring følger).

Dum i bil
Jeg cykler hver morgen på tværs af brokvartererne for at komme på mit nye job, og det er første gang, jeg rigtig oplever det absurde i morgentrafikkens bilkøer. Jeg kører langs eller krydser Enghavevej, Kingosgade, Alhambrevej, H. C. Ørstedsvej, Åboulevarden, Jagtvej og Borups Allé. Alle disse veje er meget belastede af biltrafik, og rigtig mange mennesker sidder i kø her. Der kan være rigtig mange grunde til, at disse mennesker foretrækker bilen for at få hverdagen til at hænge sammen. Som cyklist virker det bare dumt, når man kan overhale biler, der af flere omgange holder i kø og ikke kommer over de kryds, der er bremseklodser på vejen videre. Det giver bare ikke mening, at der spildes så meget tid her.

Dum på cykel
Selvom det virker smartere for mig at cykle i København, så er det dog ualmindeligt dumt, at det virker som om, at cyklister generelt har fået lidt for meget magt i den københavnske trafik. Det er ikke fordi, at jeg er imod fx flere, bedre og bredere cykelstier, men de mange kampagner for København som verdens bedste cykelby har i mine øjne fået den slagside, at cyklister tror de har forrang for andre trafikanter. Det er som om, at de (vi) nyder godt af, at ansvaret højest sandsynligt ligger hos bilisterne, og derfor kan de (vi) cykle ud, ind, over og hen, som det passer … os. Ja, for jeg er ikke nogen helgen på min cykel (hvilket vil fremgå tydeligt senere), men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er så mange cyklister, der kører som om, at alle andre, og især bilister, bør flytte sig for dem. Vi kan udnytte, at vi som cyklister er i kategorien af bløde trafikanter, og det bliver i den grad gjort. Det er så grelt, at der snart bør indføres en form kørekort for at få lov til at køre på cykel. Helt seriøst burde alle, der færdes i trafikken have bare en smule indsigt i, hvad det vil sige at orientere sig i en bil. Det virker ikke som om, særlig mange cyklister i København har nogen anelse om det. Det ender jo med at gå galt, og det gør nok mere ondt på cyklisten end bilisten.

Dum på to ben
Jeg bliver til gengæld også til stadighed overrasket over, hvor ligeglade gående er med den resterende trafik. Hvornår er vi holdt op med at se os for, når vi går ud på cykelstien eller gaden? Jeg har virkelig lyst til at køre ind i dem, når det sker! Kan man også kræve kørekort til dem? Eller måske et gåkort eller trafikkort! Jeg ved det ikke! Men hvis de der bløde trafikanter ikke snart fatter, at de er BLØDE, og derfor bliver mere mast end de hårde, når de en eller anden dag mærker kontaktfladen, så bliver frustrationen nok bare større for mig.

Fordummende trafikplanlægning
Dumheden kan dog også skyldes en til tider dum planlægning. Der laves så mange foranstaltninger, der skal få trafikken til at flyde bedre. Men jeg er i tvivl om, det er den bedste tilgang i længden. Fx bliver cykler skærmet på cykelstier med kanter, illustrationer og blå afmærkning, der skal sikre deres domæne. Men når disse foranstaltninger ikke er til stede eller forsvinder – som det er tilfældet ved Nørreport station i øjeblikket – så kører folk rundt, som høner uden hoved, og glemmer at tænke selv. Et andet eksempel er de mange busstoppesteder, som bliver udbygget, så passagererne kan stige af bussen uden at frygte cykler, der ikke stopper op. Der er en god tanke bag den ide, men når folk ikke er enige om, hvordan reglerne er for denne foranstaltning, så bliver det bare til en kamp om, hvem der er dum og dummere. På CBS har jeg engang været med til at analysere, at hvis en organisation indfører for mange styringsværktøjer, så kan det skabe en unødig og ødelæggende kompleksitet, der udfordrer beslutningsdygtighed og fremdrift. Jeg kan være tilbøjelig til at tænke det samme om den københavnske trafikplanlægning. Hvor dumme har vi lyst til at gøre os selv?

Hykleriet længe leve
Men ak, når alt dette er sagt, så blev det bare tragikomisk i fredags. Måske kørte jeg og tænkte over, hvordan jeg skulle formulere min frustration over de andre trafikanter i dette indlæg. Måske havde jeg også bare lidt for travlt. Jeg kan i hvert fald heller ikke selv fraskrive mig trafikale dumheder. To minutter fra min nye arbejdsplads på Borups Allé krydser en meget lidt trafikeret vej – Fuglebakkevej. Der er af uransagelige årsager opsat en lyskurv. Sikkert af en grund. Men i fredags mente jeg dog ikke, at den grund var væsentlig nok og efter grundig orientering (synes jeg selv), vurderede jeg, at det var helt ok at trodse det røde lys. STOP! En ung og ret pæn politibetjent signalerer, at jeg skal indfinde mig på fortovet. ”Du kørte over for rødt, og du har overtrådt færdselsloven,” siger han.  Jeg kunne ikke gøre andet end at tage imod bøden på 1000 kr. – 1000 KR. Shit! Men det var jo fuldt fortjent. Og så kan man argumentere, at der er andre steder og veje i København, hvor politiet måske i højere grad burde befinde sig. Men det ændrer jo ikke ved min dumhed. Det er så flovt!
Bøde

Den der følelse … #2

Jeg har nu haft et job i en uge. Det er stadig lidt overraskende, når vækkeuret på telefonen ringer om morgnen, og det stadig er mørkt udenfor. Som arbejdsløs står man sjældent op før solen, så de seneste morgner når jeg et splitsekund at tænke ”hvorfor?”. Ret hurtigt efter husker jeg: ”nå ja, jeg har et job nu,” og så smiler jeg, og har indtil videre ikke noget problem med at komme ud af fjerene. Det er bare en dejlig følelse!

tumblr_l8ccsy2jPa1qa6ql2o1_500

Det her skulle være en GIF, hvor Peggy smiler og fejrer en jobsucces ved at smide armen i vejret. Jeg kan imidlertid ikke få gif’s til at virke! Du får en øl, hvis du kan lære mig det ;)

Det var en særlig følelse at have fået jobbet, og det er en anden særlig følelse at være startet og være i gang. Jeg møder ind, jeg møder kollegaer, jeg skal til møder og jeg mødes i det hele taget med lidt flere end for en uge siden. Fordi det bliver forventet af mig. Det er mit job.  Når man har været arbejdsløs i 1½ år, er det helt vildt, hvor meget man kan sætte pris på de små ting ved at have fået et job. Jeg har ikke fortalt mine nye kollegaer, at jeg ikke har haft fast job i en længere periode. Men måske har de bemærket, at jeg smiler for mig selv en gang imellem. For det har jeg selv lagt mærke til!

Smiler for mig selv
Jeg smiler til kaffemaskinen. Ikke fordi den laver synderligt god kaffe, men fordi det er sådan en typisk kaffemaskine, som findes i store organisationer. En kæmpe maskine med masser af knapper, der ikke bør bruges. Fx bør man ikke at vælge knappen, der kombinerer kaffe med mælk på den maskine, fordi det er den klammeste mælk, man kan udsætte sig selv for. Men jeg smiler, fordi jeg igen har fået mulighed for at drikke kaffe fra sådan et monstrum.

Jeg smilte for og af mig selv, da jeg stødte ind i skrivebordet i dag. Det gjorde forbandet ondt, men jeg smilte, fordi det er mit skrivebord. Jeg har et skrivebord. Det er totalt banalt, men bare skrivebordet, hæve-sænke-knappen, computeren, musen, tastaturet og skrivebordsstolen kan stadig trække et lille smil, fordi de er de fysiske beviser på, at jeg er i gang.

Adgangskortet skal heller ikke underkendes. Det giver jo adgang til det hele. Dørene åbner. Printeren printer. Frokostbuffeten betales. Blokke og kuglepenne kan afhentes. Væsentligst er nok, at mit navn står med store fede bogstaver hen over kortet, og jeg har fået en fin key-holder, så kortet kan hænge og dingle rundt om halsen. Det er jo i bund og grund totalt kikset at have det hængende der, men jeg har taget det på med et smil et par gange. Bare fordi det seriøst understreger følelsen af at have et job. Det er en rar følelse.

Smil med forbehold
Jeg er også blevet opmærksom på morgentrafikken igen. Den kan jeg godt smile af, fordi jeg nu er en del af den. Men den kan også godt gøre mig lettere irriteret. Allermest fordi folk (ja præcis, alle de andre) er totalt elendige trafikanter. Den frustration har jeg dog haft længe, men i morgentrafikken bliver det virkelig sat på spidsen. Det er vildt, så uopmærksomme og selvhævdende folk er. Det kræver vist et indlæg med overskriften: Dum i trafikken. Der er nok at tage fat på – og jeg kan afsløre, at selvom jeg er cyklist, så er det cyklisterne, jeg har mest at udsætte på. De (vi) får et surt opstød meget snart!

Den der følelse …

Whaaat, hvor er det gået stærkt! Jeg skrev for 12 dage siden blogindlægget: Reality check – farvel 2013. Et blogindlæg som var super fedt for mig selv at skrive, men som også affødte en masse dejlige råd, som jeg handlede på og kontakter, som jeg kontaktede. TAK!! Det var simpelthen så dejligt, at så mange ville hjælpe mig med at finde mulighederne. Jeg kan slet ikke helt tro på, at jeg i dag har fået et job på baggrund af en af disse kontakter. Det er helt vildt. Det er en følelse, jeg slet ikke kan beskrive. Jeg tror faktisk ikke, jeg har fattet det endnu! I 1½ år har jeg været arbejdsløs, og nu er det slut. Det er den der følelse af, at have opnået noget, man i 1½ år har drømt om. En drøm som til tider har været undertrykt, fordi det også kan være mega hårdt at blive skuffet. Men ikke desto mindre har håbet levet. Bloggen har været med til at give mig troen på, at drømmen kunne opnås.

2013 var året, hvor jeg ramte bunden mentalt, selvom ikke særlig mange fik lov at se det. For det var jo sommer, og hvem er depri om sommeren. Ja, jeg var altså lidt depri noget af sommeren. Det er da også typisk, når nu vejret ellers var så godt. Men hvad fanden, der var kun en vej op, og det var mig selv, der skulle hive den tunge popo derop. Med bloggens fødsel kom min selvtillid tilbage. Troen kom tilbage. Og det blev ikke bare målet om at få et job, men målet om at gøre ting jeg holder af, som fx at skrive, der fik troen på, at jobbet nok skulle komme til at klinge mindre hult. 2013 blev altså også året, hvor jeg fandt en federe version af mig selv. Selvfølgelig ikke federe end jeg altid har været ;) men federe end den jeg var i sommeren 2013!! Hell yeah!!!

2014 blev så året, hvor jeg i første omgang fik et job! Whaaaat. Det er så vildt. Det er seriøst ubeskriveligt, så derfor er der bare lige blankt her

.

.

Skift af menupunkt
Situationen kræver jo, at jeg ændrer et menupunkt her på bloggen, for jeg kan da ikke have et menupunkt, der hedder jobsøgende. Det skal jeg lige tænke lidt over. Om #fradetfrieliv skal også skrives om, for igen, jeg er jo ikke jobsøgende mere. Min situation er nu, at jeg har et job. De venter på mig på et kontor, og jeg har tænkt mig at sparke røv! Og så starter jeg på onsdag. Whaaaat! Det går pænt stærkt!!!

Jeg kan høre nogle drinks og damer, der kalder på Gl. Strand. Jeg er den, der er smuttet! 2014 I LOVE!

Late Bloomer

Twin-PeaksFor tiden har jeg fået øjnene op for Twin Peaks. OMG, det er ”damn fine” stuff.  Jeg er totalt forgabt i Dale Cooper og hans elegante know-it-all-attitude. Jeg er også meget fascineret af scenografien og den geniale humor, der ligger i finurlige geværholdere, doughnuts i lange baner og kævler, der er hovedvidner. Ja, jeg er ikke så langt, så der er sikkert en masse af jer, der ved meget mere om hele plottet, og hvem der dræbte stakkels Laura Palmer. Eller er hun nu alligevel så stakkels… Don’t spoil it!

David Lynch er jo i SÆRklasse en mester i sære og underfundige universer. Jeg så Mulholland Drive engang og fattede ikke halvdelen. Det forhindrede mig ikke i at synes, det var en ret fantastisk film. Mest pga. det fabelagtige skuespil og så alt det sære og uforklarlige, som også her er i højsæde. Det kan godt være fedt, selvom man ikke lige forstår det hele!

damn-fine-cup-of-coffeeI Twin Peaks er jeg ikke mindst pjattet med Dale Coopers store glæde ved kaffe. Og som han sagde i sidste afsnit af sæson 1:

“Harry, I’m gonna let you in on a little secret. Every day, once a day, give yourself a present! Don’t plan it, don’t wait for it, just let it happen. It can be a new shirt from the men’s store, a cat nap in your office chair ORE two cups of good hot black coffee.” Efterfulgt af det bredeste smil.

Jeg putter, som tidligere beskrevet, lidt mælk i kaffen, men det forhindrer mig ikke i, at elske Mr. Cooper for hans kaffe-fascination, der kan sætte en hel efterforskning på stand by.

tom-and-jerry

Hvorfor har Tom ikke nogen krop? Det er da klart, man bliver skræmt fra vid og sans!

Hvorfor så jeg den så ikke dengang?
Jo altså, jeg var 8 år, da den havde premiere, og jeg har simpelthen ikke fået den set siden. Shame on me. At jeg ikke så den dengang skyldes måske også, at jeg havde en rimelig snæver forståelsesramme, da jeg var mindre. Jeg tog tingene alt for bogstaveligt. Fx kunne jeg ikke få lov til at se Tom og Jerry. Af den simple årsag, at jeg ikke kunne rumme, at det hele bare var for sjov. Jeg kunne på ingen måde forstå, hvordan Tom kunne løbe gennem et hegn i jagten på Jerry, med det resultat at blive skåret ud i små firkanter, falde til jorden med skuffede øjne, for så to sekunder senere at være sat sammen igen og løbe videre. Mine små hjerneceller kom simpelthen på for meget overarbejde, og det endte i en tudekoncert. Det blev bare for meget for mine forældre, og så tog vi ligsom bare en pause fra Tom og Jerry – i en længere periode.

Ariel

Totalt traumatiserende!

Jeg skulle altså have lidt ekstra sukker på, og her skulle man jo mene, at Disney var garant for at levere nogle historier til sådan en indskrænket unge som mig. Men ak. Den lille havfrue udkom i Danmark i 1990, og det var umiddelbart mere oplagt for mig end Twin Peaks. Det kunne imidlertid have været godt det samme. Da havheksen tog Ariels stemme, var jeg trøstesløs. ”Hvordan skal hun nogensinde klare sig uden sin stemme, hva hva HVAAAAAA buhuuuu.” Åh gud, jeg må have været forfærdelig at have med i biografen. At historiefortælling nogen gange følger gængse forskrifter om, at helten eller heltinden skal have lidt modstand, før alt bliver ååhh så lykkeligt, kunne jeg altså ikke på daværende tidspunkt acceptere. Det er heldigvis blevet bedre.

Og jeg er godt tilfreds med at hygge mig med Twin Peaks her 24 år efter, den blev vist første gang. Der går lidt retrostemning i den i min stue. Figurerne holder stadig, og jeg ser frem til, at Dale Cooper får flere udfordringer, sære syner og ikke mindst kaffeoplevelser.